PROGRAM FORÅR 2023
I HJALLERUP KULTURHUS
Østvendsyssel Højskolekreds indbyder til en sæson med en række spændende og afvekslende foredrag torsdag formiddage kl. 09.30 - 12.00.
Arrangementer mærket FU afvikles i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Alle er meget velkomne. Pris 70 kr. inkl. kaffe / te og brød.
Torsdag den 5. januar:
Borgmester Mikael Klitgaard fortæller om hverdagen og fremtiden.
Kom og mød kommunens borgmester og hør om, hvad hverdagen som borgmester går med. Mikael er fritidslandmand og tidligere lærer og har altid haft lyst til at præge lokalsamfundet. Han vil fortælle om sine mange år i lokalpolitik og om, hvordan vi skaber en bedre verden. Mød op og bliv også klogere på kommunens udvikling og fremtid.
Torsdag den 12. januar 2023:
Agnete Odgaard-Jensen: Kunsten at bevare livsmodet trods modgang.
I foredraget kommer jeg ind på, hvad negative tanker gør ved os. Tanker har enorme kræfter, derfor er det vigtigt, at vi tænker positivt i stedet for negativt. Jeg taler om det, der svækker vores immunforsvar: Negative følelser, dårlig samvittighed, modløshed, afhængighed af omgivelserne og ensomhed. Med kærligheden som udgangspunkt fortæller jeg om de positive følelser, som styrker os og giver os livsglæde, hvor kunsten at kunne tilgive, er én af de vigtigste. Til slut samler jeg trådene og fortæller om en af mine egne store livskriser, nemlig da jeg mistede mit syn.
Torsdag den 19. januar 2023:
Kirsten Dollerup: Foredrag om Ingrid Betancourts roman “Selv stilhed hører op”
Ingrid Betancourt er en colombiansk politiker, som sad seks og et halvt år som gidsel i junglen efter at være blevet bortført af guerillabevægelsen FARC. Hun blev befriet af colombianske sikkerhedsstyrker i juli 2008 sammen med 14 andre gidsler.
Torsdag den 26. januar 2023:
Hanne Andersen, socialfaglig ansat på Cafe Parasollen i Aalborg (KFUM’s sociale arbejde) og Tinus Pedersen fortæller.
Hanne fortæller om Parasollens arbejde. Tinus, der har været clean i 10 år fortæller om, hvordan han har fået en hverdag til at fungere med kone og børn i Aalborg Øst. Vejen hertil har ikke været nem.
Torsdag den 2. februar 2023:
Johs Kühle: Håbet er ude i verden…….
det er det også, selv om klimaforandringer, sult, sygdom og krig truer mennesker på livet. Der er håb i kraft af det kristne evangelium. Danmission vil med sit arbejde gøre håbet levende for mennesker i alle aldre, også i verdens brændpunkter som Sydøstasien, Mellemøsten og Østafrika. Fortællinger suppleret med sange og salmer.
FU
Torsdag den 9. februar 2023:
Allan Spangsberg Nielsen: Slavenation Danmark!
I generationer var Danmark koloni- og slavemagt, og under den såkaldte florissante handelsperiode tjente Danmark store penge på kolonihandlen og på handel med mennesker, fanget i Afrika. Hvorfor kom Danmark til Vestindien og Guldkysten, og hvorfor blev de der? Hvad er egentlig den danske arv, og hvad betyder det for befolkningen, at vi solgte dem til USA uden at spørge dem i 1917?
FU
Torsdag den 16. februar 2023:
Ellen Christensen: “Stuepige på Voergaard”
Tidligere lærer Ellen Christensen fører os tilbage til sommeren 1960, hvor hun i fire måneder var stuepige på Voergaard. Efter en samtale hos grev Overbech-Clausen blev hun ansat til den fyrstelige løn af 225 kr om måneden + evt. drikkepenge.
Torsdag den 2. marts 2023:
Sygeplejerske på Hospice Vangen Pia Poulsen: Livet på hospice som patient, pårørende og sygeplejerske.
Det at komme på hospice betyder ikke, at døden kommer i det øjeblik, man træder ind i vores hus. Vi har fokus på lindring og det at hjælpe det enkelte menneske - den døende og dennes pårørende med at leve deres liv fuldt ud lige til det sidste. Vi arbejder efter hospice-filosofien, hvor det er det enkelte menneske, der er i centrum lige til det sidste. Jeg arbejder ikke i dødens hus, men i livets hus.
Torsdag den 9. marts 2023:
Torben Rasmussen: Hvorfor er Island så fascinerende?
De seneste år har Island tiltrukket sig stor opmærksomhed - først, da det gik rigtig godt med økonomien. Og ikke mindre nu, hvor det går dårligere alle steder. Det gælder økonomi, og det gælder det såkaldte almindelige liv. Hvad er islændingene for nogle? Hvorfor kan de producere så mange dygtige forfattere, musikere og billedkunstnere?
Torben vil gennem en grundig beskrivelse af landet og befolkningen give sit bud på, hvorfor islændingene nok skal få fodfæste igen, inden længe. Foredraget ledsages af billeder fra den smukke ø.
FU
Torsdag den 16. marts 2023:
Erik Albrechtsen: Kan de varme lande ikke snart klare sig selv?
Det går dårligt i mange lande i Afrika - så er der overhovedet noget håb forude? Hvad med vores støtte til udviklingslandene - ender pengene i et stort hul eller går de til korruption? Hvad med strømmen af migranter, som kommer til EU fra Afrika? Har I lyst til at få besvaret nogle af disse spørgsmål, så få et bud på, i hvilken retning det går fra én, der har haft fingeren på pulsen.
FU
Torsdag den 23. marts 2023:
Else Marie Spanggaard Drost og Hans Støttrup Jensen:
Johannes V. Jensen - himmerlænding, dansker og verdensborger.
Med sang og oplæsning, dias og foredrag fortæller vi om Johannes V. Jensens liv og forfatterskab: Om hans opvækst i en usædvanlig dyrlægefamilie i Farsø og hans konfliktfyldte forhold til søsteren Thit, om hans forfatterskab og om hans andre kunstneriske udfoldelser.
Og så er der generalforsamling…….
Torsdag den 30. marts 2023:
Aase Thomassen: Foredrag om bogen “Som en fugl på træk”
Bogen handler om Hilmer, som ikke får opfyldt sin drøm om at læse videre efter folkeskolen. Han beslutter sig for, at han ikke vil være i en plads ret længe. Han vil opleve verden. Bedst som han i en sen alder er ved at falde til ro, kommer chokket. Den mand, han et helt liv har kaldt far, er ikke hans far. Værst for ham er, at hans omgangskreds og familie har vidst det uden at fortælle ham det. Kort før sin død sagde han: “Jeg blev født som en fejltagelse, og der er meget, jeg kunne og skulle have gjort anderledes”.
Bliv medlem af Østvendsyssel Højskolekreds og støt en god sag. Oplysninger fås hos bestyrelsen:
Elin Revald, tlf. 21641009
Carl Henrik Bohl, tlf. 20237888
Bodil Andersen, tlf. 29625753
Merete Bonnesen, tlf. 41592866
Claus Søeby, tlf. 20103115
Margit Back, tlf. 98281724
Mona Kristensen, tlf. 50805282.
--”--
|