PROGRAM EFTERÅR 2023
I HJALLERUP KULTURHUS
Østvendsyssel Højskolekreds indbyder til en sæson med en række spændende og afvekslende foredrag torsdag formiddage kl. 09.30 - 12.00.
Arrangementer mærket FU afvikles i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Alle er meget velkomne. Pris 70 kr. inkl. kaffe / te og brød.
Torsdag den 7. september 2023
Hans Wendelboe Bøcher: Der ligger snegle og boller.
Du gør det. Jeg gør det. Og bageren gør det særlig tit: Sløser med sproget, så det går hen og bliver ganske og aldeles vidunderligt og ufrivilligt komisk. I mere end 25 år har jeg haft kameraet og sprogøret med mig. Det er blevet til en samling af adskillige tusinde mærkværdige, skøre, skæve, uforståelige, pinlige skilte og overskrifter. Nu er det din tur til at få motioneret lattermusklerne, få krummet tæerne og måske endda blive klogere på det danske sprog.
Torsdag den 14. september 2023
Villy Mølgaard: Min interesse for medierne.
Det begyndte på Dronninglund Efterskole i 1968, hvor jeg var lærer, og det endte med, at jeg i 1980 blev valgt ind i det magtfulde Radioråd. Jeg blev valgt af partierne Venstre og De Konservative efter indstilling fra lyttere og seere.
Torsdag den 21. september 2023
Bo Storm: Vendsyssels dyreliv og natur fra istid til nutid.
Istiderne har skabt Det Vendsysselske Højland. Isbjerge har drevet rundt, og dyrelivet har været helt anderledes, end det er i dag. Her har der gået isbjørne og svømmet kaskelothvaler rundt, og de første mennesker har haft helt andre vilkår, end vi har i dag. Gennem billeder og fortællinger vil naturvejleder Bo Storm føre os igennem vores egen historie fra istid til nutid.
Torsdag den 28. september 2023
Bent Erik Møller: Historiske øjeblikke - og mødet med mennesker, der har gjort indtryk.
Efter mere end 50 års besættelse fik De Baltiske Lande i august 1991 atter deres frihed. I oktober samme år besøgte jeg landene, og i april 1992 kunne jeg - som det første danske rejsebureau - sende de første 100 bus-turister til Litauen. Siden er det blevet til adskillige tusinder. Foredraget vil blive krydret med klip fra nogle af de udsendelser, jeg har lavet med TV-Midt-Vest.
Torsdag den 5. oktober 2023
Anders Kilgast Jensen: Dorf Møllegård før og nu.
Nord for Dronninglund Storskov ligger Dorf Møllegård. Vi skal høre museumsinspektør Anders Kilgast Jensen fra Museum for Forsyning og Bæredygtighed fortælle om Møllegårdens historie og dens virke som museum. Hør om, da Dorf Mølle var en fæstemølle, om en tragisk dødsulykke og om, hvordan den lille vandmølle blev til et dobbeltanlæg, en møllegård og i dag et museum med store fremtidsplaner.
Torsdag den 12. oktober 2023
Helge Teglgård: Benny Andersen - Besøg i digterens værksted.
Benny Andersen er verdenskendt i Danmark som folkelig fortolker af hverdagens glæder og sorger. Vi ser på de tidlige år, afsættet i Heretika-kredsen, livet i jantelovens hjemland, den stadige søgen efter kontakt til medmennesket. Men først og sidst undersøger vi sproget som middel til at gribe og forme virkeligheden, mindske isolation og øge livsmodet. Med levende eksempler i digte og sang.
FU
Torsdag den 26. oktober 2023
Poul Grønne Kristensen: På cykel i Rajasthan - Indiens ørkenstat.
Foredraget beskriver en 1300 km lang solotur gennem Rajasthan, Indiens største delstat. Rajastahn er maharajaernes land, men er også en af Indiens fattigste delstater. Cykelturen går gennem små, fattige landsbyer, hvor mænd med turbaner og kvinder i farvestrålende sarier præger billedet. Foredraget ledsages af masser af flotte billeder.
Torsdag den 2.november 2023
Elsebeth Dissing: Når skandalen rammer.
“Tobakspigerne - En by, en tid, en skandale” er en fortælling om ulighed, sammenspisthed og kamp om retfærdighed. Scenen er en stor provinsby, Fjordbyen. Tiden er 1956 til 1960. Netop den tid, da kvinderne strømmer ud på arbejdsmarkedet og begynder at stille krav om at få samme rettigheder og muligheder som mændene. Romanen følger flere af personerne fra “Tjenerindens døtre”.
Torsdag den 9. november 2023
Anna Grethe Bech: Fra horeunge til hoffets førstedame - et portræt af Grevinde Danner.
Louise Christine Danner (1815-74) hed oprindelig Louise Rasmussen og var datter af en ugift tjenestepige. Hun var danserinde ved Det Kgl. Teater, levede i trekantsforhold med avismagnaten Carl Bering og kronprinsen, den senere Frederik den 7.I 1850 blev hun viet til kongens venstre hånd, men aldrig accepteret i de toneangivende kredse i og omkring hoffet. Hun grundlagde i 1873 en stiftelse for ubemidlede kvinder, det nuværende Dannerhuset.
FU
Torsdag den 16. november 2023
Skæbner i Ukraine, Ukraines skæbne.
Ukraines soldater og civile står på andet år midt i en bitter og desperat kamp mod den russiske invasionshærs grænseløse terror. Men hvor længe kan de holde til det, ukrainerne? Og er der realistisk udsigt til, at nogen i det hele taget kan sejre i denne krig - eller vil det hele bare blive endnu værre?
Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen - som står bag to bøger og mange artikler om Østeuropa, Ukraine og Rusland - besøger også under den nuværende krig tilbagevendende Ukraine. De møder og lytter til utallige hverdagsmennesker, både ukrainere og russere, som med eller mod deres vilje er blevet hvirvlet ind i konflikten. Samtidig følger de løbende de storpolitiske og militære udviklinger i krigen ganske tæt. Hør om deres bevægende samtaler med menige mennesker, som prøver at overleve midt i krigens rædsel. Og få kvalificerede og realistiske bud på, hvad vi kan forvente ved fronten og i international storpolitik i de kommende måneder.
FU
Torsdag den 23. november 2023
Kirsten Dollerup: Om Le Klint.
Foredraget omhandler Le Klints opvækst, konflikten med faderen og resten af familien, løsrivelse fra denne og hele hendes forfatterskab.
Torsdag den 30. november 2023
Nordisk jul - Irena Stetsun, pianist og Per Iversen: Fortælling og sang.
Kom med på en juletur rundt til nogle af de nordiske lande! Det sker gennem musik, folkeeventyr og historier fra vore nabolande. Vi møder trolde og nisser og måske også en engel - og vi kommer til julegilde på Katholt. Både de skønne musikstykker, fællessang og solosang sætter stemningen af nordisk jul!
Bliv medlem af Østvendsyssel Højskolekreds og støt en god sag. Oplysninger fås hos bestyrelsen:
Elin Revald, tlf. 21641009
Carl Henrik Bohl, tlf. 20237888
Bodil Andersen, tlf. 29625753
Merete Bonnesen, tlf. 41592866
Claus Søeby, tlf. 20103115
Margit Back, tlf. 98281724
Mona Kristensen, tlf. 50805282.
--”--
|