MEST BESØGTE: Hjallerup Seniorer · Kick Line Dance

 

PROGRAM FORÅR 2020

I HJALLERUP KULTURHUS

Østvendsyssel Højskolekreds indbyder til en sæson med en række spændende og afvekslende foredrag torsdag formiddage kl. 09.30 - 12.00.

Alle er meget velkomne. Pris 50 kr. inkl. kaffe / te og brød.


Foredrag nr. 1: Torsdag den 9. januar 2020

Vibeke Toft Jørgensen: Astrid Lindgren – ikke kun for børn
 

Foredraget handler om Astrid Lindgrens liv og forfatterskab. Astrid Lindgren er især kendt som børnebogsforfatter, men hendes bøger kan læses af folk i alle aldre. Vi skal høre om klassikere som ”Pippi Langstrømpe” og” Brødrene Løvehjerte”, men også om nogle af Astrid Lindgrens mindre kendte fortællinger, herunder et eventyr om skattevæsnet.

 


Foredrag nr. 2: Torsdag den 16. januar 2020
Lasse Thomsen: Automatisering, robotteknologi og iværksætteri

 

At være iværksætter er noget af det mest fantastiske, der findes. Det er utroligt givende, og med hårdt arbejde og entusiasme kan man få en rigtig god tilværelse ud af det, fortæller Lasse Thomsen. Vi skal høre Lasses egen historie. Han giver et ærligt indblik i, hvordan det er at være iværksætter, og hvordan man på 10 år bygger 3 forskellige virksomheder op ved hjælp af bl.a. hårdt arbejde, blod, sved og tårer.
 


Foredrag nr. 3: Torsdag den 23. januar 2020

Henrik Bugge Mortensen: Mariager Fjord – Danmarks smukkeste fjord

Det er selvfølgelig store ord at kalde Mariager Fjord for Danmarks smukkeste fjord, men har man først besøgt det storslåede og fantastiske landskab langs fjordens bredder, er man ikke i tvivl om, at det er noget helt særligt!  Henrik Bugge Mortensen fortæller om sin store kærlighed til dette stykke Danmark, der er en sand skattekiste, når det gælder gode historier og landskabelige perler. I løbet af foredraget, der kombineres med filmen ”Danmarks smukkeste fjord”, kommer vi hele vejen rundt om den 36 km lange jyske fjord.

 


Foredrag nr. 4: Torsdag den 30. januar 2020

Inge Thomsen: Når den usårlige såres. Om at være til stede som medvandrer med lyttende ører, hvor mennesker har mistet følelsen af usårlighed.

Inge Thomsen (fhv. sognepræst i Hjallerup), der nu arbejder som hospitalspræst, kombineret med sognepræstearbejde ved Hasseris Kirke, reflekterer over sårbarheden som fællesmenneskeligt vilkår. Et vilkår, der bliver helt åbenlyst, når den, som aldrig har været syg og altid har været rask, alligevel rammes af alvorlig sygdom.

 


Foredrag nr. 5: Torsdag den 6. februar 2020 
Peter Holst-Hansen: Fra bondedreng til officer i Forsvaret med tjeneste i Hjemmeværnet

 

Peter Holst-Hansen vil fortælle om sit liv som dreng og ung mand på landet, og om hvordan han blev fascineret af militæret. Han tog en lederuddannelse i Forsvaret og blev ansat som uddannelsesofficer i Hjemmeværnet, som har ført ham rundt i landet. Han vil beskrive den udvikling, som hjemmeværnet har været igennem med parallel til det øvrige forsvar. Efter pensionering fra forsvaret har Peter haft ansættelse i Aalborg Lufthavn som medarbejder i Security- afdelingen.

 


Foredrag nr. 6: Torsdag den 13. februar 2020 
Hans Gregersen: ”Verden er ny”


Forfatteren Hans Gregersen er netop nu aktuel med bogen ”Verden er ny”. I den tager han pulsen på ”De brølende 20’ere”, hvor verden får et tiltrængt frikvarter efter 1. Verdenskrigs rædsler. Der danses charleston, lyttes til jazz, og der er tryk på nattelivet. Samtidig er der gang i bilproduktionen, radioen bliver allemandseje, og der er kø foran biograferne for at opleve de aktuelle stjerner. I Afrika lever Karen Blixen på sin farm, en ung Hitler dukker op i München, Al Capone styrer det illegale spiritusmarked i Chicago, og Asta Nielsen er tysk films store navn. Picasso, Stalin, Mussolini, Christian X samt Stauning er andre af tidens markante personligheder. Så velkommen til et sprudlende årti, der får en brat ende med børskrakket i efteråret 1929.

 


Foredrag nr. 7: Torsdag den 27. februar 2020 
Ulrik Elmkvist Eriksen: Med Grønland i blodet

 

Ulrik Elmkvist Eriksen fortæller om livet blandt fiskere og fangere i det nordlige Grønland. I januar 2020 vender han hjem til Dronninglund efter 10 måneders udstationering ved politiet i Upernavik. Vi glæder os til et gensyn med Ulrik, som vi tidligere har haft fornøjelsen af at høre fortælle om sit arbejde i Grønland.
 


Foredrag nr. 8: Torsdag den 5. marts 2020 
Henning Sørensen: Modstandsbevægelsens flugtrute fra Nordjylland til Sverige under 2. Verdenskrig


Flugtruten blev etableret og koordineret af bl.a. en række personer fra Modstandsbevægelsen i Nordjylland, primært Aalborg og Frederikshavn. Ruten blev brugt til at fragte personer, gods og post mellem Danmark og Sverige. I foredraget fortælles om organisering og styring af ruterne, om selve transporten tværs over Kattegat og om de ledende personer i organisationen. Med forskellige konkrete eksempler beskrives, hvordan en flygtning kunne komme til udskibningshavnen og videre til Sverige i et Danmark, hvor den tyske besættelsesmagt var en konstant trussel.

 


Foredrag nr. 9: Torsdag den 12. marts 2020 
Hugo Mortensen: ”Hvordan man kommer gennem livet på trods af usportslig kropsbygning, manglende kvindetække og stærkt begrænsede intellektuelle ressourcer”


Foredraget er et tilbageblik over Hugos liv lige fra fødslen til besigtigelsen af den bolig, han agter at overtage, når han engang skal på plejehjem – og man kommer langt omkring!

 


Foredrag nr. 10: Torsdag den 19. marts 2020 
Verner Krogh: Om Voergaard Slot - foredrag/forevisning


Voergaard Slot har en meget spændende historie. Der har været mange ejere, bl.a. biskoppen på Børglum Kloster, Stygge Krumpen. Sidenhen blev slottet overdraget til Frederik den 2, der i 1578 overdrog det til Karen Krabbe, hvis datter Ingeborg Skeel overtog slottet og opførte den sidste fløj, Renæssancehuset, der stod færdigt i 1591. I 1955 købte den dansk-franske greve Ejnar Oberbech-Clausen Voergaard. Han bragte rige kunstsamlinger fra sine franske familier til Voergaard. Verner Krog slutter foredraget med en gennemgang af de imponerende kunstskatte.

 


Foredrag nr. 11: Torsdag den 26. marts 2020 
Hans Jacob Hansen: ”Ingemann – Lyt og syng” 

Kom og hør om Ingemann og syng nogle af hans kendte og elskede salmer. Tidligere sognepræst Hans Jacob Hansen vil bl.a. fortælle om Ingemanns morgen- og aftensange, der opnåede stor udbredelse og popularitet. Ingemann skrev også adskillige historiske romaner, der styrkede den romantiske overbevisning hos mange danskere om, at vi var et særligt udvalgt folk. Endvidere nævnes, at Ingemann havde problemer med at godkende et par afgørende formuleringer i kirkens bekendelse.

 

EFTER FOREDRAGET ER DER GENERALFORSAMLING
 


Foredrag nr. 12: : Torsdag den 2. april 
Flemming Retbøll: Foredrag om Elvis Presley 


Ingen har som Elvis Presley revolutioneret rock- og popmusikken gennem flere årtier. Vi er med i Sun-studierne fra begyndelsen i midten af 50’erne til midten af 70’erne, hvor Elvis indspillede de sidste sange i sit hjem i Graceland, Memphis. Vi skal høre om rigdom og berømmelse, om pillemisbrug samt et ulykkeligt kærlighedsliv. Flemming vil krydre fortællingerne med egne oplevelse med Elvis. Naturligvis tilsat en masse billeder og de allerbedste Elvis-sange. Et foredrag, hvor vi både griner og græder.
 


 

BLIV MEDLEM AF HØJSKOLEKREDSEN OG STØT EN GOD SAG

Oplysninger om højskolekredsen og dens virke fås hos bestyrelsen:

Kurt Pedersen -  Formand 4224 4548
Elin Revald -  Næstformand 2164 1009
Bodil Andersen - Kasserer 2962 5753
Merete Bonnesen - Sekretær 4159 2866
Erik Nørgaard   4028 5942
Claus Søeby 2010 3115
Margit Back 9828 1724
 
 

 

Østvendsyssel Højskolekreds

Arrangementer